Pressemeddelse

"Zibra investerer i Heartsbeats.dk"

Zibra og Heartbeats.dk indgår nyt mediesamarbejde

Zibra Digital Media Group og Heartbeats har netop indgået et samarbejde om at lave et moderne medie og mediehus, der skal sætte fokus på kvalitetsformidling af kultur-, livsstils- og erhvervsstof, altsammen på tværs af video, tekst og lyd.

Zibra og Heartbeats har høje forventninger

Bag Zibra står Niels Zibrandtsen, og det er hans første større investering siden han i december 2016 solgte sin aktiemajoritet i livsværket, GlobalConnect. Han forventer sig meget af samarbejdet med Heartbeats grundlægger og CEO, Le Gammeltoft.
"Vejen til en succesfuld virksomhed kræver en frontperson med tordnende pioner-ånd og en ufravigelig ildsjæl – og det er præcis, hvad Le Gammeltoft repræsenterer, og som er helt afgørende for, hvorfor vi har valgt at gå ind i dette samarbejde. Le er en monopolbryder, ligesom jeg også altid selv har været med mine virksomheder," siger Niels Zibrandtsen."

Le Gammeltoft er begejstret for det nye samarbejde: "Det betyder virkelig meget for Heartbeats at få Zibra og Niels Zibrandtsen med som investor. Det giver os endnu flere muskler som mediehus og gør det muligt for os at lave endnu mere af det indhold, vi gerne vil give vores brugere. Det er svært at være iværksætter i Danmark, og i mit tilfælde kan du så smide oveni at jeg er kvinde og mor til to små børn. Det er ikke der, investorerne traditionelt set lægger deres penge, så det betyder rigtig meget," siger hun.
"Niels er en fantastisk dygtig forretningsmand, som altid har drevet sine virksomheder med hjertet, og som aldrig har været bange for at gå forrest og bryde monopoler. Det giver mig ro i maven at jeg ved, at jeg har en investor i ryggen, som bakker mig op, når jeg går imod strømmen," siger Le Gammeltoft.

Målet med samarbejdet

"Vores mål er at nå de unge og skabe holdninger, og det kræver nytænkning. Folk i min alder kommer typisk hjem fra arbejde, slænger os på divaneseren og tænder for flow-tv'et, men sådan er de unge jo slet ikke. Vi vil skabe en ny kommunikationskanal til de unge, som ikke kun består af tekst, men også af video og musik," siger Niels Zibrandtsen.
Le Gammeltoft uddyber: "Vi bruger medierne på en helt anden måde end de ældre generationer, og derfor er det vigtigt at vi giver vores brugere seriøst, kulturelt og samfundsdebatterende indhold på tværs af alle formater og platforme.”

De første resultater af samarbejdet kan opleves til marts, når Le Gammeltoft slår dørene op for et helt nyt radiostudie i Kødbyen. Her kan enhver se med gennem vinduet, når der bliver sendt radio, og studiet er åbent for alle med passion for musik. Og Le Gammeltoft lover, at der vil blive spillet musik, man ikke ellers hører på de gængse radiokanaler:
"Jeg har drømt om det siden jeg selv var gæste-dj hos East Village Radio i NYC for cirka otte år siden. Studiet er bygget i samarbejde med Zibra, og jeg glæder mig til at byde alt fra gamle musikanmeldere, musikere og producere til helt almindelige mennesker med en særlig lidenskab for musik velkommen."

Niels Zibrandtsen

Niels Zibrandtsen stiftede firmaet Globalconnect i 1997. I december 2016 solgte han aktiemajoriteten til kapitalfonden EQT. I dag bestrider han adskillige bestyrelsesposter, og ejer 12 selskaber udover mediehuset Zibra Digital Media Group. www.zibra.dk

Le Gammeltoft

Le Gammeltoft er journalist, DJ, radiovært, ejer af pladeselskabet Sound of Copenhagen og CEO for mediehuset Heartbeats, som hun stiftede i 2014. www.heartbeats.dk



For yderligere information:
Heartbeats.dk: Le Gammeltoft 26180336 / le@gammeltoft.dk
Zibra: Sanne Bjørkvik sb@zibra.dk